Ved iltmangel forstår man en tilstand, hvor organismens væv mangler normal forsyning af ilt. Det kan skyldes mangelfuld iltning af blodet i lungerne, svigtende kredsløb eller blodets manglende evne til at binde og transportere ilt.

Iltmangel beskadiger alle væv, men hjernen beskadiges hurtigst, når organismen mangler ilt, hvilket betyder, at bevidstheden pludselig kan forsvinde.

Ilten udgør ca. 20% af den atmosfæriske luft.

Når der opstår iltmangel vil vejrtrækningensfrekvensen øges ( dyret puster). Hvis iltmangelen fortsætter i lettere grad vil hjertets aktivitet øges, pulsen stiger. Senere i et iltmangel forløb nedsættes pulsfrekvensen, pulsen falder. Når iltmangel indtræder i svær grad, beskadiges hjertet og kredsløbet bliver utilstrækkelig til at opretholde normal koncentration af ilt i øvrige organer.

Ved langvarig iltmangel kan der optræde blivende beskadigelser, som f.eks. kan vise sig som kramper. Årsagen til dette kan skyldes, at centrale dele af centralnervesystemets væv er blevet beskadiget, som følge af iltmangelen.

Når blodet ikke iltes tilstrækkeligt, vil blodet få en mørkere farve end normalt. Det kan skyldes, der ikke er tilstrækkelig  ilt i indåndingsluften, dyret indånder iltfattig luft, f.eks. ved kulilteforgiftning. Det kan også skyldes, at lungevævet, som skal optage ilten, ikke er normalt, hvilket kan ses ved svær bronchitis og svær lungebetændelse. En anden årsag kan være nedsat eller dårlig pumpeaktivitet af hjertet, hvorved blodets iltning også nedsættes.

Hvis blodprocenten (hæmoglobin) er nedsat, hvilket kan ses i forbindelse med jernmangel eller andre sygelige tilstande, så vil blodets evne til at transportere ilt være nedsat.

Iltmangel kan kan i nogle tilfælde behandles ved at tilføre patienten ilt, som man gør det ved f.eks. kulilteforgiftning.

Hvis blodprocenten er lav, vil behandling med ilt ikke have nogen virkning.